De peger. Vi kører.

På opfordring fra en Ranger (ja, det er faktisk et rigtigt job for ægte spejdere) omplanlagde vi lige ret drastisk og tog en tur til Zion National Park i Utah. Der slappede vi af på campingpladsen et par dage og tog et par småture rundt i den smukke park. Skrækken for at se en tarantel (især Signe var godt nok ikke glad den første nat) fyldte en del i besøget. Angsten blev dog ikke udløst i nogen ottebenet satan, men kravl var der også nok af, der var proppet med larver, natsværmere, firben og andet ulækkert. Men bålhygge, kortspil og chilibeans kunne næsten kurere enhver araknofobi.

Naturpropmætte som vi var, drog vi nu mod unaturlige, skøre Las Vegas. Trods megen skepsis, fandt vi et kup af et fedt hotel/casino og nød lidt luksus. Las Vegas var i sig selv en stor oplevelse, men det der nærmest gjorde størst indtryk på os, var da vi gav os selv billetter til Cirque de Soleils show med Chris Angell. Det var en forestilling med sinddsyg dans, kostumer og en ordentlig røvfuld mindfreak, der overrumplede os fuldstændig. skæren damer over med en kæmpe sav og få andre til at svæve i luften var der nok af.

I stegende hede kørte vi et par dage senere ind i Death Valley. Os, der troede vi havde følt den amerikanske varme. Det havde vi ikke. Og det havde vores kære Kiamus vist heller ikke. En sær lugt af brændt gummi og en absolut topfart med sømmet i bund på omkring 40 km/t indikerede, at hun ikke var vild med stedet. Da vi samtidig blev opfordret til at slukke for aircon'en, da denne øgede risikoen for en sammenbrændt bil, var dette mildest talt ikke vores mest behagelige tur. Meget kan der siges, men en oplevelse, det var det sgu. Turen blev endnu mere interessant, da vi snakkede med den lokale ranger, der kunne berette, at vores næste stop Yosemite, var blokeret ved nærmest samtlige indgange, grundet sne. Hans forslag var umiddelbart en 9-timer lang rute gennem mere og mere ørken, hviilket fik f-ordet til at ryge over Signes læber utallige gange. Anne fik til sidst nok af hende den irriterende og gik ind og fik sig endnu en snak med den søde mand…
Det resulterede i, at han foreslog en anden, længere men smukkere rute nordpå, som gjorde Signe helt vild, da han nævnte, at der ville være et skisportssted på vejen. I første omgang førte ruten os dog til en smækker sag af en campingplads i den lille charmerende by Bishop. Vi spiste lidt lækkert sushi og nød udsigten over de sneklædte bjerge, men hoppede tidligt i soveposerne, for vi skulle tidligt op og mod Mammoth Lakes og se, om vi kunne komme lidt på ski. Oddsene var imod os – Anne havde aldrig stået på ski før og vi havde ikke andet end sommertøj med. Vi blev grint en del af, men de forbarmede sig over os og lånte os et par vanter. Så var det bare på med de lejede ski og hundrede lag af vores kolde tøj og så skulle vi ellers ned ad bakkerne. Det var så fedt! Og Anne var super hurtig til at fange det (hvis Signe ellers lærte hende det rigtigt, heller ikke just nogen ørn på løjperne). Men vi havde det så sjovt…