Through the desert and many, many miles later

Målet var nu Grand Canyon, men allerede dagen efter vi forlod San Diego, tog vi lige et smut omkring nationalparken Joshua Tree, hvilket egentlig var et overraskende smukt og meget specielt sted. Ud over et smut ind over Route 66 i Arizona (meget sjovt, men utrolig turistumpet) og super et fedt restarantbesøg på Grandma's i en småtrist by (absurd amerikansk, fyldt med hvidternede duge, servetricer med blondekraver, diverse bibelcitater hængende overalt og røde booths), var det faktisk lidt småtriviel tur gennem meget, meget ørken.
Vi kørte gennem Mojave Desert, som er et stort indianterreservat, og der var vi for alvor kommet til det røde land - men hvor var der ufatteligt mange kilometer igennem. Vi ramte Grand Canyon på en turistfyldt lørdag og brugte det meste af formiddagen på et lede efter campingspot i parken og derefter på at finde ud af, at det faktisk også var alt for koldt til at sove i telt. Efter at have hooket op på endnu et smådyrt, småkedeligt motelværelse begav vi os ned mod den fantastiske røde kæmpe kløft (ej, vi ville gerne have haft vores gamle geografilærer Vagn med på den her tur, vi har godt nok undret os meget over den Canyon - måske man skulle have hørt lidt mere efter i timerne dengang). Det blev til en tre-timers lang tur ned og op igen i heden. Signe syntes det var lidt hårdt, men Anne var fuldstændig vild og kunne sagtens lige have nuppet par ekstra miles. Det blev til et kompromis om, at vi dagen efter tog endnu en tur ned i dybet. Om aftenen snuppede vi soveposerne i taskerne og drog ud for at se den berømte solnedgang. Vi fandt et mindre crowded spot på et klippeudstykke, hvor vi smed poserne og lå længe og nød det ubeskrivelige syn.